Spring til hovedindhold Spring til sidefod

Fiskeriet i Hirtshals

Hirtshals er placeret ved nogle af Europas bedste fiskepladser. Sammen med færgeforbindelser til Norge, Færøerne og Island samt motorvej E39 giver gode muligheder for at håndtere, omsætte og videreformidle fisk. 

Havnen har faciliteter til landing, håndtering og omsætning af både pelagisk og demersal fisk. På Hirtshals Havn bliver der landet sild og makrel til forædling i Nordjylland, ligesom arter som kuller, rødspætter, torsk, havtaske med videre bliver landet til omsætning på Hirtshals Fiskeauktion. Yderligere tilføres der årligt store mængder laks fra Norge, Island, Skotland og Færøerne.

Liggepladser

Hirtshals Havn har afsat bestemte havnebassiner og kajstrækninger til liggepladser.
Planerne er udarbejdet således, at hver bådtype er sikret.

Havnen har landingsfaciliteter og liggepladser til alle typer fiskefartøjer:

  • Garnbåde
  • Snurrevodskuttere
  • Trawlere
  • Pelagiske not- og trawlfartøjer
  • Atlantgående frysetrawlere

FiskeTerminal Hirtshals

FiskeTerminal Hirtshals er en af de mest moderne bygning til sortering, omsætning og formidling af fisk.

FiskeTerminal Hirtshals er skabt med udgangspunkt i en ubrudt kølekæde, styret temperatur og optimal logistik. I FiskeTerminal Hirtshals bliver fisken håndteret under kontrollerede hygiejne- og temperaturforhold - fra landing under tag på Auktionskajen, frem til den videre transport i lastbiler.

FiskeTerminal Hirtshals rummer sortering, fiskeauktion, køle- og fryserum, isværk og kassevask. Derudover huser terminalen også:

  • Hirtshals Fiskeauktion
  • Fiskelogistik Gruppen
  • Fiskerikontrollen
  • Hirtshals Fiskeriforening og Fiskernes Fiskesortering.

Kassevask

Hirtshals Kassevaskeri ligger i forlængelse af FiskeTerminal Hirtshals med direkte adgang til auktionbassinet, hvilket gør det muligt at sikre stor kvalitet i arbejdsgangene omkring serviceringen af fiskefartøjer.

Kassevaskeriet er et resultat af et samarbejde mellem de nordjyske fiskeriforeninger i Hirtshals, Skagen og Strandby og deres fælles kasseselskab Pack&Sea.

Kassevasken har en kapacitet på 800 kasser i timen. 

Isværker

Der ligger to isværker på Hirtshals Havn, som producerer is til fiskerisektoren og forædlingsbranchen.

Det største isværk på havnen ejes og drives af Fiskenes Fiskesortering og udgør en integreret del af FiskeTerminal Hirtshals. Isværket er indrettet til udlevering af is til et bredt segment af brugere af is, og værket kan således udlevere is til såvel fiskefartøjer som biler. Desuden er det også muligt at få udleveret is i kar.

Isværket producerer pladeis og er kortbetjent, hvilket gør udleveringen af is simpel og effektiv. Afregning sker automatisk efter faktura.

Det andet isværk - Hirtshals ny isværk - er placeret inderst på Industrikajen ved Østbassin 1 og drives af Rygaard. Isværket er baseret på udlevering af is til lastbiler. Isværket udleverer desuden is til brug i forædlingsindustrien.

Isværket producerer flækis og har automatisk betjening, der gør afhentningen af is effektiv og enkel. Afregning sker efter faktura.

 

Modtag nyheder fra Hirtshals Havn

Tilmeld dig nyhedsbreve og meddelelser om pressemeddelelser fra Hirtshals Havn.

Modtag nyheder fra Hirtshals Havn